Mads kommer hjem lidt senere end normalt.
Dagen har været lang. Der var problemer på arbejdet, en kollega havde ikke gjort det, han skulle, og Mads endte med at tage over.
Han har ikke rigtig tænkt over det på vej hjem.
Han har bare kørt.
Radioen har været tændt, men han kan næsten ikke huske, hvad der blev sagt.
Da han kommer ind ad døren, larmer børnene.
Hans kone spørger næsten med det samme:
“Kan du lige hjælpe med maden?”
“Ja.”
Det er ikke noget urimeligt spørgsmål.
Det ved han godt.
Men han kan mærke, at noget i ham allerede strammer.
Han tager jakken af. Et af børnene kommer løbende og vil vise ham noget.
“Far, se lige!”
“Lige om lidt.”
“Men far…”
“Jeg sagde lige om lidt.”
Stemmen er allerede hårdere, end han havde tænkt.
Han hører det godt selv.
Men han fortsætter.
Og så sker der næsten ingenting
Det er måske det mærkelige.
For når Mads senere tænker tilbage på det, var der ikke én stor ting, der skete.
Ingen katastrofe.
Ingen stor konflikt.
Bare en helt almindelig eftermiddag.
En tallerken bliver væltet.
Et barn protesterer over maden.
Hans kone siger:
“Kan du ikke lige tale lidt roligere?”
Og dér sker det.
Det føles næsten, som om noget tænder.
“Jeg taler sgu da roligt!”
Nu er han ikke rolig længere.
Han hæver stemmen.
Hans kone svarer.
Han føler sig kritiseret.
Hun prøver måske bare at stoppe situationen.
Men sådan føles det ikke inde i ham.
Det føles, som om endnu én person fortæller ham, at han gør noget forkert.
Og nu kommer ordene hurtigere.
“Jeg kommer hjem efter en hel dag, hvor jeg har knoklet, og det første jeg får at vide er alt det, jeg gør forkert.”
Børnene bliver stille.
Meget stille.
Det ser han.
Men kroppen er stadig oppe i gear.
Det øjeblik bagefter
Det er måske det værste.
For fem minutter senere står Mads alene ude på badeværelset.
Døren er lukket.
Han kigger på sig selv i spejlet.
Nu er vreden allerede faldet lidt.
Og noget andet er kommet i stedet.
Hvorfor gjorde jeg det igen?
Han tænker på sit barns ansigt.
Den måde barnet blev helt stille på.
Han tænker på sin kone.
Hun sagde egentlig ikke noget særligt.
Hun bad ham bare tale roligere.
Og nu kommer den velkendte følelse.
Skyld.
Skam.
Måske også en stille frygt.
Hvad gør jeg ved dem?
Han vil jo ikke være sådan.
Det er næsten det vigtigste.
Han elsker sin familie.
Han ville gøre alt for sine børn.
Og netop derfor gør det så ondt bagefter.
“Jeg er jo ikke et vredt menneske”
Hvis du spurgte Mads, om han er en vred mand, ville han sandsynligvis sige nej.
Han går ikke rundt og leder efter konflikter.
Han slår ikke.
Han ønsker ikke at skræmme nogen.
På arbejdet kan han faktisk være utrolig tålmodig.
Han tager ansvar.
Holder hovedet koldt.
Finder løsninger.
Når andre bliver pressede, er han ofte den, der klarer det.
Det er måske også derfor, han ikke helt forstår, hvad der sker derhjemme.
For hvordan kan han være så kontrolleret hele dagen – og så eksplodere over en tallerken?
Kroppen vidste måske noget før ham
Hvis Mads kunne spole aftenen tilbage og se den lidt langsommere, ville han måske opdage noget.
Vreden begyndte ikke ved middagsbordet.
Den var måske allerede i kroppen, da han kørte hjem.
Kæben var spændt.
Skuldrene sad højt.
Han holdt hårdt om rattet.
Han var træt.
Ikke bare fysisk træt.
Han var stadig i gang indeni.
På arbejdet havde han holdt sig sammen.
Da kollegaen svigtede, sagde han:
“Jeg ordner det.”
Da chefen kom med endnu en opgave:
“Det finder vi ud af.”
Da noget gik galt:
“Det løser vi.”
Han blev ved.
Og hele dagen lykkedes det.
Men kroppen havde måske ikke fået besked om, at arbejdsdagen var slut.
Når nervesystemet stadig står på vagt
Det er her nervesystemet kan være interessant.
Ikke som en undskyldning.
Mads har stadig ansvar for, hvordan han taler til sin kone og sine børn.
Men det kan hjælpe med at forstå, hvorfor reaktionen nogle gange føles så hurtig.
Når vi er pressede, kan kroppen komme i et højere beredskab.
Musklerne spænder.
Pulsen ændrer sig.
Vejrtrækningen kan blive mere overfladisk.
Vi bliver mere opmærksomme på det, der føles irriterende, truende eller kritisk.
Så kan en sætning som:
“Kan du ikke lige tale lidt roligere?”
lande helt anderledes, end den ville gøre på en rolig søndag formiddag.
Mads hører måske ikke kun ordene.
Noget i ham hører:
Du gør det forkert.
Du er ikke god nok.
Nu skal du også kritiseres her.
Og så reagerer kroppen næsten, før han når at tænke.
“Jeg ved godt, jeg ikke burde råbe”
Det ved Mads.
Han behøver ikke nogen, der fortæller ham det.
Faktisk fortæller han det allerede til sig selv bagefter.
Ofte ret hårdt.
“Tag dig nu sammen.”
“Du er voksen.”
“Børnene skal ikke opleve det der.”
“Næste gang gør jeg det anderledes.”
Og næste dag mener han det.
Måske siger han undskyld.
Han sætter sig ned hos sit barn.
“Far skulle ikke have råbt sådan.”
Barnet nikker.
Hans kone siger måske:
“Det er okay.”
Men Mads kan mærke, at det ikke rigtig føles okay.
Han lover sig selv, at det ikke skal ske igen.
Og måske går der også lang tid.
Indtil det pludselig sker.
Familien mærker ofte mere end ordene
Børn behøver ikke forstå, hvorfor far er presset på arbejdet.
De mærker stemningen.
De hører lyden i stemmen.
De ser ansigtet.
De registrerer, om kroppen er afslappet eller spændt.
Det samme gør en partner.
Mads synes måske, at han holder sig sammen.
Men hans kone kan allerede mærke det, da han kommer ind ad døren.
Måden han sætter nøglerne fra sig på.
De korte svar.
At han ikke rigtig ser på hende.
Hun tænker måske:
Han er i dårligt humør igen.
Mens Mads tænker:
Jeg har jo ikke gjort noget.
Begge oplevelser kan være ægte.
Og det er netop dér, problemerne nogle gange begynder.
Når alle begynder at tilpasse sig
Efter noget tid kan familien begynde at lære mønstret.
Børnene mærker måske, hvornår det er bedst ikke at spørge om for meget.
Konen mærker, hvornår hun skal vente med at tage noget op.
Mads opdager måske slet ikke, at det sker.
Han oplever bare, at familien nogle gange virker lidt fjern.
Eller at hans kone ikke fortæller ham ting med det samme.
Det kan gøre ham endnu mere frustreret.
“Hvorfor siger du ikke bare, hvad der er?”
Men måske har hun lært at vælge tidspunktet.
Ikke fordi hun synes, Mads er et dårligt menneske.
Men fordi hun prøver at passe på stemningen.
Og pludselig har vreden fået en plads i familien, også på de dage hvor ingen råber.
Det kan gøre ekstra ondt for en far
For Mads er det måske især børnene, der rammer noget.
Når han ser sit barn blive stille efter et udbrud, kan der komme en næsten fysisk følelse af skyld.
Måske husker han noget fra sin egen barndom.
Ikke nødvendigvis noget dramatisk.
Bare følelsen af en voksen, der kunne blive vred.
Eller måske tænker han:
Jeg lovede mig selv, at mine børn ikke skulle opleve det.
Og så står han pludselig midt i noget, der minder om det alligevel.
Det kan skabe meget skam.
Og skam har en ubehagelig tendens til at få os til at trække os.
Så i stedet for at tale med sin kone om det, bliver Mads stille.
Han vil helst bare videre.
Glemme det.
Være normal igen.
Men det, vi skammer os over, bliver ikke lettere at forstå
Måske er det derfor, det kan være så svært at arbejde med vrede alene.
For Mads undersøger sjældent selve vreden.
Han undersøger mest sig selv bagefter.
Hvad er der galt med mig?
Men det spørgsmål fører ikke nødvendigvis ret langt.
Et andet spørgsmål kunne være:
Hvad sker der med mig lige før?
Ikke for at frikende ham.
Men for at opdage mønstret tidligere.
For det interessante øjeblik er måske ikke dér, hvor han råber.
Der er kroppen allerede langt oppe.
Det interessante kan være ti minutter før.
Eller en halv time før.
Måske allerede da han sad i bilen.
Hvad sker der lige før du eksploderer?
Hvis du selv kender den slags vrede, kan du måske prøve at tænke på sidste gang.
Ikke kun på det, du sagde.
Men på det, der skete i kroppen.
Var du varm?
Spændt?
Rastløs?
Var stemmen allerede kort?
Havde du en følelse af, at alle ville noget fra dig?
Følte du dig presset?
Kritiseret?
Overset?
Som om du ikke havde mere at give af?
For nogle mænd er vreden næsten den første følelse, de tydeligt kan mærke.
Men måske var der noget lige før.
Afmagt.
Pres.
Følelsen af ikke at slå til.
Ikke at blive respekteret.
At miste kontrollen.
At være fanget.
Eller bare:
Jeg kan ikke rumme mere lige nu.
Det behøver ikke være det samme hos dig.
Men det er værd at blive nysgerrig på.
Nogle mænd har lært at klare sig – ikke at mærke sig
Det gælder selvfølgelig ikke alle mænd.
Og kvinder kan reagere præcis på samme måde som Mads.
Men jeg møder mænd, som er blevet rigtig gode til at fungere.
De løser problemer.
Arbejder videre.
Tager ansvar.
Holder tingene inde.
De kan fortælle meget præcist, hvad der er sket.
Men når man spørger:
“Hvad mærkede du?”
bliver det sværere.
Ikke fordi der ikke er følelser.
Men måske fordi de aldrig rigtig har lært at stoppe op ved dem.
Så kroppen får lov at bære mere og mere.
Indtil den siger fra på en måde, der er svær at ignorere.
Vreden er ikke hele dig
Det synes jeg er vigtigt.
For efter et udbrud kan Mads meget hurtigt komme til at se sig selv gennem det værste øjeblik.
Jeg er en dårlig far.
Jeg er en dårlig mand.
Jeg ødelægger det hele.
Men et menneske er mere end sin værste reaktion.
Det betyder ikke, at reaktionen ikke skal tages alvorligt.
Det skal den.
Især når børn eller en partner bliver utrygge.
Men forskellen er vigtig.
Hvis Mads kun ser sig selv som problemet, bliver der meget skam og meget lidt nysgerrighed.
Hvis han i stedet kan sige:
“Der er noget i min måde at reagere på, som jeg har brug for at forstå og tage ansvar for.”
så åbner der sig noget andet.
Hvordan kan hypnose være en hjælp?
I hypnoseterapi ville jeg ikke starte med at sige til Mads:
“Nu skal vi lære dig ikke at blive vred.”
Jeg ville være mere interesseret i det, der sker før udbruddet.
Den spænding han næsten ikke registrerer.
Det øjeblik, hvor en almindelig kommentar pludselig føles som kritik.
Den følelse i kroppen, der fortæller:
Nu er det for meget.
I hypnose arbejder vi med en mere fokuseret opmærksomhed.
Det kan gøre det lettere at blive opmærksom på følelser, kropslige reaktioner og automatiske mønstre, som normalt går meget hurtigt.
Måske opdager Mads, at der lige før vreden kommer en følelse af at være presset op i en krog.
Måske mærker han afmagt.
Måske handler det om noget helt andet.
Det ved vi ikke på forhånd.
Og det er vigtigt.
Målet er ikke at finde en smart forklaring på vreden.
Målet er at forstå, hvordan den fungerer hos det menneske, der sidder foran mig.
At få lidt mere tid mellem følelsen og reaktionen
Forandringen behøver ikke være dramatisk.
Måske bliver Mads stadig vred.
Men næste gang opdager han kroppen lidt tidligere.
Han kommer hjem og mærker:
Kæben er spændt.
Han er stadig helt oppe i gear.
Børnene larmer.
Og denne gang når han måske at sige:
“Jeg har haft en virkelig presset dag. Jeg har brug for ti minutter, før jeg kan være ordentligt til stede.”
Det lyder måske ikke som en stor forandring.
Men for familien kan den være enorm.
Han forsvinder ikke.
Han råber ikke.
Han tager ansvar for det, der sker i ham.
Og han giver sig selv mulighed for at komme ned igen, før resten af familien bliver en del af det.
Når du gerne vil være en anden far eller partner end den, du bliver i de svære øjeblikke
Måske er det netop derfor, du læser med.
Ikke fordi du synes, vrede er interessant.
Men fordi du kender øjeblikket bagefter.
Stilheden.
Skylden.
Blikket fra dit barn.
Din partner, der trækker sig.
Og tanken:
Det var ikke sådan, jeg ville være.
Hvis du kan genkende det, behøver næste skridt ikke være at slå dig selv hårdere i hovedet.
Det kan være at begynde at forstå, hvad der sker med dig, før du når dertil.
For jo tidligere du opdager reaktionen, desto flere muligheder kan der opstå.
Ikke for aldrig at blive vred.
Men for at vreden ikke behøver bestemme, hvordan du behandler de mennesker, du holder mest af.
Hypnose og psykoterapi i Aabenraa og hele Sønderjylland
I min praksis i Aabenraa arbejder jeg med hypnose, Intuitiv Hypnose, hypnoseterapi og psykoterapi.
Nogle kommer, fordi de eksploderer og bagefter føler skyld eller skam.
Andre mærker, at familien er begyndt at tilpasse sig deres humør.
Og nogle ved bare, at de ikke ønsker, at deres børn eller partner skal opleve den side af dem igen og igen.
Du behøver ikke have en forklaring klar, før du kommer.
Det kan være en del af arbejdet at finde ud af, hvad der sker i dig, når presset stiger – og hvordan du kan få lidt mere plads mellem følelsen og det, du gør.
Hvis du kan genkende noget af dig selv i dette og er nysgerrig på, om hypnose eller psykoterapi kunne være relevant, er du velkommen til at kontakte mig til en uforpligtende samtale.